Fåret

 

Historie:
I fortiden holdt man får på grund af kødet og ikke på grund af ulden. Fårets lange
uld er et resultat af, at det blev tæmmet og dermed kunne udvikle en for den vilde
natur upraktisk stor hårpragt. I Danmark startede man allerede i 1600-tallet med
avlsarbejde med importerede dyr for at få finere uld. Det Danske Landracefår er
derfor et resultat af krydsninger mellem en oprindelig fårerace, spanske merinofår
og flere engelske fåreracer. I 1800-tallet kunne man især finde Landfåret i hede-
og klitområdet. I løbet af 1900-tallet blev det erstattet med importeerede racer.
Racen er på listen over bevaringsværdige danske husdyrracer.

Udseende:
Det Danske Landfår hører til gruppen af langhalede europæiske fåreracer. De fleste
har gråt, gråspættet eller brunligt hoved med små ører. Grå eller mørke ben, der er
lange og med stærke hove. Kropsvægten er på ca. 70-80 kg. Ulden er hvid og ofte
meget fin. Fårene og vædderne er normalt uden horn.

Anvendelse:
Fåret var helt uundværligt i landbohusholdningerne. Det var nøjsom og kunne
udnytte græsning, der var for ringe for andre husdyr. Fra fåret fik man uld, som
blev forarbejdet til sengetøj og klæder. Fårets mælk kunne man bruge til at lave
ost og ved slagtning fik man kød, som både blev spist fersk og saltet ned.
Fårets fedt, kaldet tælle, støbte man lys af.