Hede, skov- og mosebrug

 

For 200 år siden var landskabsbilledet varieret. Der var marker, enge m.v.

 

Heden
På de magre jorder i Vestjylland var skoven lysåben med lyng i skovbunden.
Allerede i middelalderen var der ikke længere skov i store dele af Vestjylland,
og lyngheden bredte sig. Heden gav græsning og vinterfoder til dyrene.
Heden sikrede også bønderne ildebrændsel i form af lyng og lyngtørv.
Lyng blev brugt til tækning af husene og erstattede halm som strøelse i
staldene. Endelig gravede hedebønderne tørv i heden, som de brugte til
at blande op med møg i deres møddinger, så de fik en kompostagtig gødning,
der var god på den sandede jord, fordi den bedre kunne holde på kvælstof og
fugt. Med denne udnyttelse af heden foryngede og vedligeholdt bønderne heden.
Efter midten af 1800-tallet intensiveredes opdyrkningen af de jyske heder, og
efterhånden forsvandt det gamle driftsmønster med den alsidige udnyttelse af heden.

Skovbrug
Indtil 1805 udnyttede folk skoven til mange formål. Alle store, højstammede træer
i landskabet defineredes som overskov. Den tilhørte godsejerne og leverede tømmer
og brændsel. Mindre træer som hassel, tjørn og el samt opvækst af eg og bøg og
kratbevoksninger udgjorde underskoven. Den måtte bønderne frit bruge. Ved at beskære
træerne i fast omdrift skaffede de sig stave til hegn og gærder, vidjer til fletværk i hegn
og huse, småtømmer til bindingsværk, gavntræ til redskaber samt træ til brændsel.
Bønderne havde græsning i skoven og svin på olden. Grisene rodede i jorden og gavnede
fremspiring af nye træer. Men kvæg, får og geder bremsede med deres bid væksten i skoven.

Skovgræsningen og efterspørgselen på tømmer og brænde bevirkede, at skovene
i 1700-tallet blev forhuggede og forkrøblede.

Med fredskovsforordningen i 1805 blev skovene indhegnet og skovgræsning forbudt.
Skovene skulle fremover kun sikre produktion af gavntømmer. I de gamle skovegne
sikrede fredskoven bøgeskov. I slutningen af 1800-tallet blev der anlagt plantager i
Jylland, og rødgranen blev Danmarks mest almindelige træ. 

Mosebrug
Efterspørgselen på brænde gjorde et stort indhug i skovene, og allerede i 1600-tallet
begyndte man i Vestjylland at bruge lyngtørv og mosetørv til erstatning for brænde.
Produktionen af mosetørv tog til i 1700-tallet. Mosetørv består af planterester, som
på grund af mosens fugt og iltfattighed ikke kan nedbrydes. De indeholder kulstof,
og derfor er tørvejorden velegnet til brændsel. Man fremstillede tørv på to måder.
Enten skar man mosejorden direkte ud i enkelte tørv (skudtørv), eller også gravede
man jorden op i store klumper og æltede den med vand. Det gav den bedste brændsel,
fordi æltningen gav en jævn fordeling af kulstoffet. Efter æltningen blev tørvemassen
formet til tørv. De fugtige tørv skulle tørre – først på jorden, siden i åbne stakke.
Tørv har været brugt som brændsel i Danmark indtil omkring 1950. Især under 1. 
og 2. verdenskrig, hvor der var mangel på brændstof, var tørveproduktionen i de
danske moser meget stor.

I 1964 påbegyndte man en hel ny afdeling af Frilandsmuseet på Hjerl Hede, nemlig 
Jydsk Skovmuseum. Et af formålene med oprettelsen af skovmuseet var at vise
træets vej fra frøbed til færdigt tømmer og planker. Der er således anlagt en planteskole,
hvor man kan se, hvordan træfrøet er sået i bede, hvorefter det et eller to år senere
prikles ud i andre bede ved brug af forskellige primitive redskaber. I de nærliggende
områder ses, hvordan man med hakke eller hestetrukne redskaber frembragte de
nye kulturer, dvs. plantede de tre- eller fireårige planter ud i skovene. Endelig er
der mulighed for at se, hvordan træerne bliver savet op i savværket. I området er
samlet en række bygninger, som er karakteristiske for de jyske skove og deres
drift, ligesom en lang række skovbrugsredskaber kan ses.

Tekst: museumsinspektør mag.art. Gudrun Gormsen