Landgæs

 

Oprindelse:
Gæssenes vilde stamform fandtes vildt i Danmark i fortiden, men det er sandsynligvis
romerne, som spredte kendskabet til at holde tamgæs. I Danmark dukker knogler fra
tamgæs op i arkæologiske fund fra jernalderen.

Historie:
Racen stammer sandsynligvis fra herboende vilde gæs, som er blevet domesticerede.
Den Danske Landgås var det mest almindelige fjerkræ på gårdene før udskiftningen i
slutningen af 1700-tallet. Gæssene græssede på landsbyernes fælles stubmarker og
overdrev, hvor de blev vogtet af en gåsepige. I efteråret blev store flokke af gæs drevet
ned igennem Jylland for at blive solgt i Tyskland. I løbet af 1800-tallet blev gåseholdet
stærkt indskrænket. Racen er i dag på listen over bevarlingsværdige danske husdyrracer.

Udseende:
Racen findes i to varianter: går og gråbroget. Den er middelstor af vækst og har kun en bugpose.
Øjnene bør være blå, men er oftest brune. Vægten på en udvokset gås er ca. 6 kg.

Anvendelse:
Gåsen var et vigtigt dyr i alle landhusholdninger før i tiden. Gæssene boede i en gåsebænk
i stuen, hvor de udrugede deres æg. Da gåsen er nøjsom, kunne selv småkårsfolk holde gæs.
De fleste gæs blev solgt. Slagtede man endelig en gammel avlsgås, gik intet til spilde.
Kødet, indmaden og fedtet blev spist. Det yderste af vingerne blev skåret af til fejekoste.
De store fjer blev brugt til bagepensler og skrivepenne. Dun og mindre fjer blev brug til fyld
i dynerne. I en kostbar overdyne skulle der gerne være dun fra 24 gæs. Brystbenet og gåsens
luftrør kunne bruges til legetøj.