Livet i landsbyen

 

For 200 år siden boede folk på landet i landsbyer. På den gode jord lå gårde og huse samlet i landsbyer.
I Vestjyllands øde hedeegne lå gårdene derimod enkeltvis eller et par stykker sammen.

Fælleskabstiden
Mange bønder var fæstebønder og hørte under et gods. Gården husede en familie og tjenestefolk og
måske også gamle eller syge familiemedlemmer. Gården forsørgede dem alle - forsynede dem med
fødevarer og tøj og sikrede foder til dyrene og udsæd til næste års avl. Nogle husmænd kunne leve
af deres jord. Andre ernærede sig som håndværkere eller arbejdede for bønderne.

Gårde og huse lå tæt sammen inde i landsbyen. Rundt om lå landsbyens jord, hvor hver gård havde
sine marker spredt, måske helt op til 200 forskellige steder. Derfor var man nødt til at aftale med hinanden,
hvornår f.eks. såning og høst skulle begynde. De gjorde man på bystævnet. Oldermanden kunne også
idømme bøder til dem, der overtrådte landsbyens love om f.eks. græsning og passende opførsel.

Landsbyungdommen mødtes til legestuer, fastelavn, ringridning, sommer i by og andre fester i ungdomslaget.
De gifte mænd og koner mødtes til bryllupper, barsel og andre gilder i bydelaget. I nogle landsbyer holdt man
også gammelmandsbal – det var fest for de gifte folk. 

Udskiftningen
Omkring 1800 begyndte en modernisering. Landsbyernes jorder blev udskiftet af fællesskabet, og hver gård
fik sin jord samlet ét eller nogle få steder. I flere landsbyer blev nogle af gårdene også flyttet ud på deres nye
mark og væk fra det gamle fællesskab. Nu kunne hver bonde selv bestemme, hvordan han ville dyrke sin jord.
Efterhånden købte flere og flere deres gårde til selveje fra godserne. 

Tekst: museumsinspektør mag.art. Gudrun Gormsen