Møller og håndværk

 

Oprindeligt var alle håndværkere i Danmark landhåndværkere.

 

Der var mange møller på landet i 1800-tallet. Mølleværket med de tunge stenkværne og de mange tandhjul og drivaksler
var et stykke sindrigt mekanik. Vindmøllerne lå højt i landskabet, mens vandmøllerne gemte sig bag skrænter og
mølledamme ved vandløbene. Bønderne havde pligt til at bruge ganske bestemte møller, når de skulle have deres korn
malet til mel. En mølletur tog gerne det meste af en dag. Man skulle vente, til kornet var malet, og møllen var et samlingssted,
hvor man kunne udveksle nyheder. Der hørte gerne et landbrug til møllen, og mølleren var tit en velstillet mand. I løbet af første
halvdel af det 20. århundrede afløste korn- og foderstofhandler de gamle vind- og vandmøller. 

Landhåndværkere
Oprindelig var alle håndværkere i Danmark landhåndværkere, da de boede på landet og havde håndværket som bierhverv til
landbruget. Men med købstædernes fremkomst i tidlig middelalder ønskede myndighederne at knytte håndværk til købstæderne.

I Danske Lov fra 1683 blev det fastslået, at det var forbudt for håndværkere at nedsætte sig på landet med mindre, de tilhørte
de fag, der blev anset for nødvendige til dækning af bøndernes behov, nemlig grovsmede, tømrere, bødkere, teglbrændere,
pottemagere, hjulmænd, murere, skindere, vævere, skræddere og skomagere.

Der var et skarpt skel mellem landhåndværkeren og byhåndværkerne. Byhåndværkerne var gerne medlemmer af et håndværkerlav.
Landhåndværkerne var derimod sjældent organiserede, formentlig havde de ofte en dårligere uddannelse og i stort omfang havde
de blot håndværket som erhverv ved siden af landbruget.

Håndværkerne på landet var ofte husmænd, som levede af håndværk og lidt jordbrug. Ofte beskæftigede han sig således kun
med håndværket om vinteren og han blev gerne aflønnet i naturalier. Næsten alle landsbyer havde en smedje. Smeden skoede
bøndernes heste og fremstillede deres redskaber. Tømrere og snedkere tildannede tømmer til bindingsværket i husene og
lavede møbler. Hjulmænd og karetmagere lavede vogne, bødkere øltønder, smørkerner og baljer. Drejeren lavede spinderokke,
og træskomagerne snittede de træsko, som var dagligt fodtøj for mange folk. Disse træhåndværkere fandtes ikke i alle landsbyer. 

Tekst: museumsinspektør mag.art. Gudrun Gormsen