Vinderuphuset

 

Håndværkerhuset fra Vinderup er opført i 1908 af drejer Johs. Simonsen og i dag
indrettet som karetmagerværksted og drejerværksted. Huset er med hvidkalket
helstensmur, speciel trempeloverbygning og tjæret tag. Tremplen fremstår som en
ekstra halv etage - et højt loft - der giver lagerplads til træ m.v.

El-installationerne til værkstedets belysning er ophængt frit under loftet på
procelænskopper og har en spænding på 24 volt. I karetmagerværkstedet
findes en central elektromotor, der via remtræk driver karetmagerens maskiner.

På bygningens vestgavl ses et stort vognhjul til brandberedskabs stigevogn.
Hjulet overtog Hjerl Hede fra karetmager Thorvald Træholt i 1971.