Dansk  Deutsch  English  Vejledning

Du er her: Forside Blænde 96 og Hjerl Hede

Fotoklubben Blænde 96 skyder løs på Hjerl Hede
Hjerl Hede og Blænde 96 har i år indgået et samarbejde som vil betyde nye vinkler på gamle motiver.

"Årets gang på Hjerl Hede" er titlen på det samarbejde der for 2010 er indgået mellem Fotoklubben Blænde 96 og Hjerl Hede.
- Idéen er, at fotoklubbens medlemmer udstyres med et årskort til museet, hvor de så skal skildre årets gang, både hvad angår arbejdet og naturen, oplyser informationsmedarbejder Leif Madsen, Hjerl Hede.

- Vi er et meget "fotogent" museum med mange motiver, både mellem bygningerne og i naturen, siger Leif Madsen, - men vi har nok selv en tilbøjelighed til at se det for meget med egne øjne. Nye vinkler på motiverne vil gøre billederne mere interessante. Derfor har vi lavet dette samarbejde.

Blænde 96 er en fotoklub med rødder i Holstebro og nærmeste omegn. Klubben har godt 20 medlemmer. Klubben har eksisteret siden 1996, som navnet antyder. Blænde 96 fotograferne har stillet deres fotos til rådighed for Hjerl Hede, men beholder naturligvis ophavsrettighederne.

- Det hele munder ud i en fotoudstilling under julelevendegørelsen i år, hvor vi spørger publikum om, hvilket billede, de synes er bedst. Sammen med vores "dommerkomité", der består af kunstneren Paul Cederdorff og museumsdirektør Gudrun Gormsen her fra Hjerl Hede, kårer vi de tre billeder, der har kunstnerisk værdi, siger mest om museet og den oplevelse, vores gæster har under besøget, fortæller Leif Madsen, der glæder sig til at se resultaterne.


Med istapper i købmandshusets tag og mejeriet og bødkerhuset i baggrunden. Tommy Bay, medlem af Blænde 96, har taget billedet i den tidlige vinter.


         TopAttraktioner