Vores frivilliges indsats er altafgørende for Hjerl Hede. Det er frivillige, der gør vores værksteder, stuer, køkkener, marker og ikke mindst historien levende hver sommer, så alle kan se, hvad danmarkshistorien rummer af arbejde, slid og fest og ballade. Mange gæster fortæller, at det er de levendegjorte fortællinger og de historiske aktiviteter, der udføres af museets frivillige, som er med til at gøre oplevelsen på Hjerl Hede til noget særligt og mindeværdigt.
Som frivillig er du med til at være Hjerl Hedes ansigt overfor gæsterne. Påklædningen og arbejdsopgaverne er derfor i tråd med museets historiske kontekst, så gæsterne får en gennemført museumsoplevelse på Hjerl Hede. Du får derfor udleveret en historisk påklædning, når du ankommer til museet.
Udover at være med til at skabe en god oplevelse for gæsterne på museet, så har vores frivillige også et skønt fællesskab med hinanden. Der er en god og hyggelig stemning blandt alle, når der dannes arbejdsfællesskab rundt omkring ude på heden. Det er muligt at overnatte i hytter på museets grund, hvor man om aftenen kan nyde fællesskab og aftensmaden med de andre overnattende frivillige. Alle aldersgrupper er velkomne, og opgaverne er meget forskellige – så vi kan helt sikkert finde noget, som lige præcis du har lyst til.
Skriv en mail til museet på info@hjerlhede.dk, hvis du kunne tænke dig at blive “Hjerl Hede frivillig”.
– Pernille Marie Sørensen
– Karen Bøhrnsen
Det er ikke kun om sommeren, at vi har brug for frivillige. Vi har mange arrangementer i løbet af året, hvor vi bruger frivillige på forskellige måder. Det er også muligt at blive en del af vores “håndlagere”, som hver onsdag mødes for at udføre forskellige praktiske opgaver ude i museet. Hvis du kunne tænke dig at blive en del af håndlangerne eller kunne have lyst til at være frivillig ved et af vores andre arrangementer, så kontakt Annette Kirkegaard (ak@hjerlhede.dk) eller Kirsten Møberg (km@hjerlhede.dk)
Søg på Hjerl Hede